LilleRuth
Humor og Nærvær i Omsorgsarbejdet

(+45) 2252 6675

OmsorgsKlovnen LilleRuth leverer et nummer i særklasse.

Af: Ingela Christensen, Social- og sundhedsassistent

I mit arbejde som social- og sundhedsassistent på plejehjemmet De Tre Ege, har jeg været så heldig at møde OmsorgsKlovnen LilleRuth. Jeg har set, hvordan hun uden videre og uden indviklede ord går lige ind i sjælen hos vores demente beboere. Selv en simpel samtale kan nemlig volde kvaler for vores demente beboere; ordene kan være svære at finde frem. Risikoen for at blive misforstået ligger altid lige for, og en tilstand fuld af forvirring og angst opstår nemt.

Men visse evner synes at sidde fast uanset demens-diagnose. Evnen til at mærke en stemning, og evnen til at føle sig forstået. Og lige hér har LilleRuth fundet sin niche. Klovnefiguren skaber sin helt egen forventningsfulde stemning. Og i kraft af sin udklædning og glædesstrålende kostume er hun et ganske ufarligt og uforpligtende bekendtskab.

Når LilleRuth aflægger os besøg, tager hun sig tid til at gå hele bordet rundt og hilse personligt på hver og én. Hun formår at holde fast i tiden og får den til at gå helt i stå for en lille stund. Og her er det, at hun fanger de demente, som i forvejen synes, at livet alt for meget haster forbi dem.

LilleRuths nærvær og numre vækker de dementes sanser til live: at kunne se, høre, føle, lugte og smage. Og oven i klovnehatten har hun tilmed – vigtigst af alt – en kæmpe portion omsorg, som hun endeløst øser ud af.

Efter LilleRuths besøg oplever jeg, at de demente fortsætter med at smile, og den dybe ro, som hun efterlader sig i selskabet, har jeg ikke set magen til noget sted før.

– og underfundigt nok, så er demente jo glemsomme; men LilleRuth kan de alle huske!

Ingela Christensen
Social- og sundhedsassistent