Kurt sidder sammenfalden med lukkede øjne i sin stol. Lille Ruth nærmer sig forsigtigt og sætter sig på hug med Vaps ved siden af Kurt, som får et kærligt strøg og snus på armen…
Kurt åbner en sprække i øjnene, klapper smilende hunden og siger:
– Hvor er du sød! Og ka’ du så ha’ det godt dér, hvor du kommer hen! hvorefter han lukker øjnene og atter synker ind i sin egen verden.
Et kort øjeblik blev et lys tændt i Kurts øjne, og der var kontakt til verden omkring.
Da Lille Ruth kommer hen til Fru Olsen, udbryder Lille Ruth glædestrålende:
– Du ligner min moster!
– Gør jeg det? svarer Fru Olsen.
– Ja, du ligner min moster på en prik! – Men hun lever desværre ikke mere!
Lille Ruth ser pludselig sørgmodig ud, og savnet og sorgen står tydeligt malet i hendes ansigt.
– Åh, jeg savner hende! Hun var så sød!
Efter en stund ser Lille Ruth forhåbningsfuldt på Fru Olsen.
– Vil du være min moster – bare lidt?
– Ja, dét ka’ du tro’, svarer Fru Olsen, der rækker begge arme ud. Lille Ruth putter sig ind i favnen hos den rare Fru Olsen, der kærligt trykker hende ind til sig og stryger hende over håret. De får sig sammen en fortrolig snak om, hvor svært det kan være at miste dem, man har kær, og hvor vigtigt det er at leve og være gode ved hinanden, mens vi er her.
Da Lille Ruth rejser sig op igen, spørger en smilende dame, der har fulgt med ved siden af, om hun må være Lille Ruths faster. Lille Ruth jubler og klapper i sine små hænder, for nu har hun både en moster og en faster, og inden vi ser os om, er endnu en åbenhjertig og kærlig snak i gang.
Da Lille Ruth med hovedet på skrå nærmer sig den lille Bodil, håber alle, at Bodil ikke vil blive vred. Bodil har store hukommelsesvanskeligheder og går ofte ind i sig selv. Hun taler sort, som ingen forstår og kan blive meget vred.
Lille Ruth sætter sig langsomt ned på hug ved siden af Bodil og begynder at nynne en stille melodi. Hun stryger blidt Bodil over hånden, og pludselig sker der noget! Bodil kikker ned på den lille klovnepige med den røde næse, der synger – kun for hende!
– ’Under den hvide bro, sejled’ en båd med to…’
Lille Ruth tager nænsomt Bodils hånd, og smilende lukker Bodil øjnene. Ingen er i tvivl om, at hun nyder det i fulde drag. Ind imellem høres Bodils egne svage, nynnende toner, og hænderne gynger stille med i blidt fælles håndtryk.
Da sangen er til ende, åbner Bodil sine øjne. Hun ser længe og dybt og med det klareste, milde blik på den lille klovn, der knæler ved hendes fødder.
Lille Ruth trækker nu langsomt et ark med røde klistermærke-hjerter op af lommen, og lige så stille og med stor opmærksomhed får Bodil – kært smilende -et rødt hjerte på sin hånd.
Alle i stuen er berørte og får travlt med at tørre en tåre væk.
Lille Ruth smiler glad til Fru Sørensen, der sidder med sin kaffe i dagligstuen. Pludselig ser Fru Sørensen direkte og bestemt på Lille Ruth og siger højt:
– Du er dum!
Lille Ruth standser op, tydeligt overrasket og forvirret. Ansigtet og udtrykket ændrer sig til en trist og betuttet Lille Ruth, der ser hen på Fru Sørensen og siger:
– Ja, det er også rigtigt. Det er jeg nogle gange.
Efter en lille pause – stadig med fuld øjenkontakt – gentager Lille Ruth og tilføjer:
– Ja, jeg er dum nogen gange. Er du også det?
Fru Sørensen kikker, tænker lidt og siger så:
– Ja, det er jeg.
Lille Ruth udbryder glad:
– Så er vi begge to dumme nogen gange!
Fru Sørensen kan ikke lade være at trække på smilebåndet.
– Er du så også sød nogen gange? spørger Lille Ruth, og prompte kommer det fra Fru Sørensen:
– Ja, og det er DU også!
Begge bryder leende ud i jubel og rækker hinanden hænderne, og Fru Sørensen trækker Lille Ruth ind i sin favn til et stort, varmt knus!
Den Gamle Silvia kan ikke finde ro. Den lille kone rejser og sætter sig på sin stol igen og igen, går frem og tilbage og taler i øst og i vest. Langsomt og lige så stille nærmer Lille Ruth sig med sin sorte tøj-handske-hund, Vaps, der snuser på Silvias arm.
Silvia kikker interesseret og begynder at klappe Vaps, der nu mere og mere ivrigt stryger sig mod Silvias arm og hånd. Silvia bøjer sig over den lille hund og begynder at tale til den:
– Nu skal du være god! Ind i manegen med dig! Kom så!
Silvia forklarer og viser Lille Ruth, hvordan Vaps kan gå på bagbenene og på forbenene, og hvordan den kan ligge og stå, gå og løbe, og hvordan den skal holdes og bæres, roses og klappes.
En mageløs forestilling udspiller sig i dagligstuen. Ind i mellem siger Silvia:
– Du er dygtig. Det er fint! Du ska’ ha’ en godbid!
Efter 5-10 minutter slutter Silvia selv legen med, at nu er Vaps blevet træt, og skal ’gå i kurven!’. Med en tilfreds mine synker Silvia roligt og smilende ned på sin stol, stryger Vaps langsomt og blidt over ryggen og siger:
– God hund! God hund! Sov nu godt, min ven.
Glædestrålende fortæller en medarbejder efterfølgende, at Silvia i sin tid har været artist og cirkusprinsesse i et lille cirkus, og at det er første gang, at Silvia i de år hun har været på omsorgscentret, har talt sammenhængende og fokuseret om et emne!
For enden af bordet sidder den lille Dina og blunder.
Lille Ruth sætter sig forsigtigt ned på hug ved siden af og spørger lige så stille:
– Er du træt?
Dina nikker uden at åbne øjnene. Blidt rører Ruth hende på armen:
– Åh, jeg er også træt. Er der et sted, hvor jeg kan hvile mig?
Stadig uden at åbne øjnene klapper Dina sig på brystet.
– Her, siger hun og lægger sin arm om Lille Ruths skulder.
– Åh, hvor jeg ligger trygt og godt her!
– Ja, dét gør du, svarer Dina, og Lille Ruth fortsætter:
– Du er ligesom en mor for mig. Du passer godt på mig.
– Ja, og jeg vil altid være der for dig. Det lover jeg dig, siger Dina, mens hun ømt stryger Lille Ruth over hat og hår.
Efter en stund rejser Lille Ruth sig og hjerteligt smilende laver de begge fingerkys til farvel.
Så går turen videre om bordet til to friske mænd, Holger og Frede.
Lille Ruth fortæller, at nu er hun blevet ganske træt, og hun bliver straks tilbudt at sidde på skødet hos Frede. Hun smækker sig frejdigt ned og slynger sine arme om Fredes hals, mens Holger ivrigt forsøger at hjælpe skoene af Ruths trætte ben.
Det er en noget vanskelig opgave med de STORE sko, og det bliver der vældigt morskab ud af. Frede må holde godt fast i Ruth, mens Holger bakser med Ruths stribede ben og store sko på skødet. Jo, der er fest i stuen!