En frivillig fortæller om sin oplevelse på omsorgscenter:

Så gik klovnen hen til hver enkelt, satte sig på hug og fik øjenkontakt, hvorefter hun talte fortroligt til dem, strøg dem over hånden eller kinden og gav dem lidt af sit hjerte ‑ et lille rødt hjerte-klistermærke!

Sådan gik det hele bordet rundt, hvor hver følte, at netop han eller hun var noget særligt.

Da hun kom til vores lille, søde Bente, håbede alle, at Bente ikke blev vred. Bente er meget senil, går ind i sig selv, taler sort som ingen forstår og kan blive meget vred.

Klovnen satte sig roligt ned på hug, begyndte at nynne en stille melodi og stryge Bente over hånden. Pludselig skete der noget: Bente smilede og kikkede ned på den lille klovn med den røde næse, der sang kun for hende, lukkede øjnene og nød det i fulde drag.

Så fik også Bente sit hjerte, og alle vi andre fik travlt med at tørre en tåre væk. Det var en fantastisk oplevelse, der berørte os alle.

Så gik turen videre om bordet til to friske mænd. Klovnen sagde, at nu var hun blevet træt, og hun blev tilbudt at sidde på skødet af en af dem. Det fik hun lov til, mens den anden beboer forsøgte at få skoene af de trætte ben. Det blev der vældigt morskab ud af, så lattermusklerne blev også brugt.

Sådan gik det videre til os alle, der fik en skøn bid af klovnens hjerte!

Hvor ville det være dejligt, hvis der var klovne på plejehjemmene, der kunne det samme som ’vores’ gæsteklovn!